Søvn er vigtigt for både dig og din baby

Mennesket sover næsten en tredjedel af deres liv. Den restituerende tid på puden er for alle mennesker en selvfølgelighed, som man sjældent tænker nærmere over. Søvnen er et grundvilkår for hverdagen - og du mærker først den vitale, opfriskende og sundhedsskabende effekt for alvor, når den natlige pause bliver afbrudt eller mindsket.

Med en nyfødt bliver de rolige, uafbrudte nattetimer for de fleste til en by i Rusland. En baby har et anderledes søvnmønster og et kæmpe omsorgsbehov, der bevirker, at de fleste nybagte forældre må gå på kompromis med nattefreden for at passe deres yngste.

Denne artikel undersøger, hvorfor søvnen er så vigtig - både for din baby og dig. Uden at afsløre for meget kan det godt røbes, at gode sovevaner giver store såvel som små sundhedsfordele. Derfor undersøger artiklen yderligere, hvilke mønstre, vaner og miljø-initiativer, du bør tage for at sikre dig og din mindste en komfortabel søvn.

Sov sødt, lille Jumbo

Søvn er grundlæggende for menneskelivet. Uden ordentlig søvn påvirkes menneskets - lille som stort - energiniveau og humør. Er du træt, vil du opleve at blive mere gnaven, nærtagende og irritabel. Dette gælder i lige så høj grad for din baby. Desuden styrker søvnen også immunforsvaret og kroppens fysiske sundhed.

Vigtigst af alt er den dybe søvn nødvendig for baby og voksende børn, da disse er i vækst og derfor har brug for ekstra energi til at hjælpe udviklingen på vej. Verden er ny for en baby - og der er meget at lære. Derfor er søvnen også fundamental, da denne fremmer indlæringen og gemmer informationer og ny læring i hjernen.

De bedste søvnforudsætninger

Er din hverdag præget af babys urolige søvnmønster, vil du med stor sandsynlighed mærke effekterne af den nedsatte tid under den varme dyne. Den tid, du trods alt har til at sove, bør således udnyttes til fulde. Med mindsket sovemulighed bliver de uforstyrrede timer essentielle. Derfor må du skabe det bedste søvnmiljø, sådan at dine sovende timer sikrer dig det største energiudbytte.

Er overgangen til den sovende tilstand hurtig og behagelig, samtidigt med at din søvn er dyb og restituerende, så vil du forhåbentlig ikke mærke samme konsekvenser af, at du ikke sover helt så længe og uforstyrret, som før din baby kom til.

Det bedste søvnmiljø er for voksne mennesker helst køligt og mørklagt. Yderligere skal det tætte sengemiljø gerne være aflastende og behageligt for kroppen. Både forælder og baby drager også fordel af, at sengetøjet og dynen er allergivenlig. Materialerne er som regel mere behagelige, mens en allergivenlig dyne også er et sundt valg for babyen, da den ikke vil blive påvirket af allergener, kemi og parfume.

Søvnvaner er nødvendige

Da et dags- og nattemønster endnu ikke er etableret, kan en nyfødt ikke kende forskel på dag og nat. Desuden er en babys søvnbehov markant større end alle andre - så den mindste kan og skal sove i både de mørke aftentimer og de lyse dagstimer. Voksne mennesker har dannet det søvnmønster, som babyer og mangler. Det er dette mønster, der gør, at kroppen genkender, at den snart skal sove og derfor begynder at producerer sove-hormon.

Fordi kroppen rent biologisk har en fornemmelse af nat og dag, kan du træne denne, sådan at overgangen fra vågen til sovende går hurtigere og lettere. Ved at oprette en rutine, som du gentager hver aften, inden du skal sove, bliver kroppen i stand til at genkende mønstret og derved modtage signalet om, at søvnen snart skal indfinde sig.

Så snart baby bliver lidt større, kan du med fordel hjælpe dit barn til at lave en lignende rutine, så han eller hun også kan drage fordel af, at kroppen bedre genkender, når den skal sove.

Søger du babysitter? Søg blandt tusindvis af ledige babysittere i hele Danmark
Søg babysitter her
Mail info@minbabysitter.dk (mandag til fredag 9-16) Phone 42 48 58 58 (mandag til fredag 11-13)